Aktivitet 1, Undersøgelse af livshistoriearbejde i et pædagogisk sammenhæng.

Aktivitet 1, Undersøgelse af livshistoriearbejde i et pædagogisk sammenhæng.

Jeg vil i denne opgave fokusere på betydningen af livshistorier, når man arbejder med demente borgere. I den forbindelse har jeg interviewet en medarbejder på et plejecenter midt på Als. Medarbejderen, Heike, har arbejdet på centeret i mere end 20 år og har en dybdegående indsigt i borgernes liv.

Følgende spørgsmål har jeg stillet Heike for, at få indblik i hendes faglige refleksioner og tilgang til arbejdet med demente borgere. 

*Hvor meget ved du om de ældre?
*Hvad kan de klare selv og hvad skal de have hjælp til? (eksempler)
*Er de motiveret til selv at modtage og deltage i hjælp?
*Hvorfor og hvordan beder de om hjælp? (eksempler)
*Hvilke behov giver de udtryk for? (eksempler)
*Hvordan oplever de ældre selv deres ressourcer og problemer?
*Hvad er din opgave, eller din udfordring som omsorggiver?
*Hvordan kan du bruge dine personlige og faglige ressourcer til at arbejde med denne udfordring?

I livs historien, fortæller Heike, at man kan have nogle spørgsmål at gå efter, der kan give et godt indblik i, hvordan det ældre menneske har levet sit liv og hvilke ressourcer han/hun har.

Man kan lave livs historien i et skema, hvor der er plads til at skrive de oplysninger som den ældre og dennes pårørende mener er vigtige at få skrevet. Det er vigtigt at informere om, hvad omsorggiverne vil bruge oplysningerne til, og at alle personale får en  viden om oplysningerne. 

Oplysninger om det ældre menneske og hans liv.

1. Forældre og søskende. Navn, alder, erhverv og bopæl. Har der været særlig stor kontakt med søskende og søskendebørn.
2. skolegang/erhvervsuddannelse. Hvor har skolegangen været, hvilken slags, særlige begivenheder, der har været talt meget om  , og som huskes med glæde eller med tristhed. Erhvervsuddannelse der har været med til at forme det daglige liv i voksenalderen.
3. Arbejde. Hvilken arbejdsplads, hvor lang tid på arbejdspladsen, tidspunkt for arbejdsophør. Særlige kontakter på arbejdspladsen, arbejde efter pensionering og andre oplysninger af lignende art.
4. Bopæl. Både som barn og som voksen, hvilken type bolig og andre oplysninger
5. Ægtefælle. Navn, alder, erhverv, hvornår de blev gift, hvor ægtefællen bor.
6. Børn. Oplysninger om børn og hvad de laver og hvor de bor, og ligeledes om børnebørn. Har der været særlig kontakt til børnene og familien
7. Hobbyer. Har der været særlige hobbyer den ældre har deltaget i og som det kunne være en ide at fortsætte med på en god måde, så det giver noget livs værdi.
8. Religiøse interesser. Som aktiv i sangkor eller i menighed, og hvilket ønske der er om at  fortsætte med disse interesser.
9. Læsning. Har han/hun holdt meget af at læse i bøger og aviser, og hvilken slags litteratur har det drejet sig om.
10. Sang og musik. Vil gerne høre musik og spiller selv på et instrument, og hvilken slags musik drejer det sig om
11. Foreninger
12. andre interesser det kan være vigtigt at kende til for at skabe det bedst mulige livsværdi
13. Vaner. Vi er alle vanemennesker, derfor er det en god ide at få beskrevet de vaner som den ældre har haft og som har gjort ham/hende tryg i dagligdagen. Det kan være spisevaner, søvnvaner, påklædning o.s.v.
14. Samvær med andre. Er vant til at være selskabelig, være glad for sit eget selskab, deltage i diskussioner o.s.v
15. Aktiviteter. Er der aktiviteter som han/hun gerne vil deltage i, eller som han/hun helst vil være fri for at deltage i
16. andre oplysninger, kultur, sprog, emner der helst ikke skal tales om.

Med alle disse oplysninger skulle det være muligt at kunne danne sig et billede af det menneske der skal ydes pleje og omsorg, så omsorggiveren har mulighed for at yde pleje og omsorg der er i overensstemmelse med de behov og ønsker den enkelte ældre har brug for. Og hvor man også tilgodeser de ressourcer den ældre stadig er i besiddelse af.

Hjælpen skal være hjælp til selvhjælp, så den ældre ikke mister sin livs vilje og selvværd. 

Hvor det er muligt, alt efter hvor svært demente borgeren er, har vi gennemført disse skemaer på borgerne, således vi ved så meget om dem som muligt. Derudover tages der udgangspunkt i borgerens tilstand. -Hvis borgeren f eks. tror han hun er på vej ud og malke køer, tager vi udgangspunkt i dette for, at få borgeren igennem dagsrutinen. På den måde holdes en positiv stemning og en god kontakt til borgeren. Omvendt kan man risikere at møde en borger der er frustreret og forvirret, da han/hun måske står lidt i stampe og ikke kan huske hvor de er, eller hvad de var igang med. -Her må vi lytte og se efter de mindste signaler, for at spore os ind på borgerens sindelag. Ellers tager vi udgangspunkt i hvad vi ved om borgerens yndlingsbeskæftigelse eller lign. Pointen er, at borgeren altid er centrum.

På centeret hvor Heike arbejder, arbejdes blandt andet ud fra Tom Kitwoods teorier (Tom Marris Kitwood (* 1937 , † 1998 ) var en britisk social psykolog.Sammen med Kathleen Bredin udviklede han metoden til Dementia Care Mapping .) http://www.demensteamet.dk/Teorierogmetoder/TomKitwoodsdemensteori/tabid/270/Default.aspx

Det var enormt fascinerende at interviewe Heike og høre om hendes arbejde i et pædagogisk felt, jeg aldrig selv har været i. Demens er et utrolig spændende område i pædagogikken, og lige præcis her, gik det i særdeleshed op for mig hvor vigtigt det er, at kende sine borgere/børn/unge, både i normal området, men især indenfor specialpædagogik. 

tips en 13´er

Tip en 13’er

 

Tag stilling til udsagnene og tilføj en faglig begrundelse for jeres stillingtagen under kuponen!

 

                                                                                                                Enig         Delvis      Uenig

1. Det er en fordel af have mere end et sprog?	X
2. Man er tosproget hvis man kan to sprog 100%?			X
3. Man er tosproget, hvis man i sin hverdag har brug for mere end et sprog?	X
4. Tosprogede børn skal stimuleres på begge deres sprog?	X
5. Jo bedre modersmål, jo lettere er det at lære det nye sprog?		X
6. Det er forkert at blande sprogene, hvis man er tosproget?			X
7. De sproglige fejl tosprogede børn laver skyldes overførsel fra modersmålet?		X
8. Forældrene skal så vidt muligt og mest muligt forsøge at tale dansk med deres barn?		X
9. Børns fejl skal rettes med det samme for ikke at skabe dårlige vaner?			X
10. Den der kommunikerer meget, lærer meget sprog?	X
11. God udtale og grammatik er ensbetydende med et godt sprog?			X
12. Sprogarbejde skal som hovedregel have sammenhæng med det der ellers foregår i institutionen?	X
13. Det danske sprog skal læres inden skolestart?	X

 

Add 1:

 

Add 2: Denne kan gradbøjes i ca 3 inddelinger, efter nudansk ordbog, hvor der findes to forklaringer, men der er en tredje der ikke står nogen steder, men som bruges ( se DKK bogen s. 78).

 

Add 3: Tosprogede børn, er børn der i deres dagligdag møder og har brug for to eller flere sprog. (DKK bogen s. 79.)

 

Add 4: Fjernes modersmålet, fjernes forhåndsviden og sproglige forudsætninger for at lære. Man lærer ved at bygge nyt på eksisterende viden og sprogkundskaber.

Add 5: Ved overgangen fra modersmål til andetsprog, kommer der intersprog eller mellemsprog, som er barnets subjektive logik. Sprogstimuleringen afhænger derved meget af lærerens forståelse af modersmålet.

 

Add 6: Forskningsresultater viser, at tosprogede børn der får modersmålsundervisning, har en positiv effekt succes i uddannelsessystemet. (begrebsdannelsen ligger i L1) DKK bogen s. 81. Derudover anses det for en fordel mht. den sproglige opmærksomhed, at ”bytte ord” og blande sprog med tosprogede børn, for alle parter.

 

Add 7: Hvis barnet ligger i ”transfer fasen” eller intersprogsfasen, vil både modersmålet og den danske grammatik have en indblanding. Da intersproget er barnets logiske overgang fra et sprog til det næste, vil barnet tage tidligere erfaringer med sig. Det foregår i tre faser, ordindsamling, udfyldning og sofistikering. (DKK bogen s. 88)

 

Add 8: I henhold til folkeskolelovens § 4 a, skal pædagoger og forældre, i samarbejde med hinanden og med respekt for børnenes tosprogethed, støtte tilegnelsen af det danske sprog. –Hvis de vel at mærke først lærer dansk ved kontakt med det omgivende samfund, her skolestart. (DKK grundbogen s. 76).

 

Add 9: Fejl skal ikke rettes, men den voksne bør ganske enkelt gentage hvad barnet sagde, men i korrekt vending. –Derved samtaler man med barnet, barnet føler sig hørt og barnet vænnes til at høre det korrekte (anerkendende pædagogik, Bente Lynge).

 

Add 11: Grammatik, udtale og brug af faste vendinger, er ikke altid et udtryk for dybere forståelse, men kan være ”uanalyserde helheder”. Men hvis faste vendinger o.l. bliver sat i forbindelse med dagligdagssituationer, vil barnet derimod få langt mere udbytte af de daglige vendinger etc. (Sidenius)

 

Add 12: Børn kan ikke udvikle sprog alene gennem målrettet træning, men derimod får større udbytte af, at deltage i meningsfulde aktiviteter sammen med andre børn og voksne i en tryg atmosfære (Sidenius).

 

Add 13: Det er naturligvis en fordel at være god til dansk ved skolestart. Men der er meget stor forskel på hverdagsdansk og fagsproget i skolen. Sprogstimulering er nødvendig ved overgangen fra børnehave til skole for så vidt muligt at undgå ”the fourth year slump” ( se DKKbogen s. 86)

…

 

 

 

aktivitet 2 kulturmøder ( min besvarelse: spørgsmål 4 & 5)

1.Hvilke problematikker ser I i, at sprogudvikling har været/er så højt prioriteret i forhold til børn, unge voksne med anden etnisk baggrund end dansk?

Jeg kan godt forstå, at der er grund til at have et stort fokus på sprogudvikling hos børn med anden etnisk baggrund end dansk, da der, siden 1999 og 2003, hvor det blev en forpligtigelse at ”tosprogede” børn skulle modtage sprogstimulering, er kommet succes ud af det. Flere børn har en lettere overgang til skole og kan følge med fra starten. Når det så er sagt, er det igen med til at dele børnene op. Rigtig mange børn starter i børnehave sammen og fortsætter derefter i skole sammen. Hvis de fra børnehaven allerede er ”den gruppe”, der går til ekstra sprogundervisning, er de en smule ekskluderet. Hvis man i børnehave derimod kunne lave noget leg med sprog i forbindelse med samling før middag f.eks., hvor alle blev inkluderet og det blev en mere naturlig sprogstimulation i samspil med de andre børn, ville det virke anderledes. Derudover, er der også samspillet med de voksne, hvor sproget stimuleres. Samtale?.… kunne det foregå mens man spiller bold med Mahmoud? Tror man skal integrere sprogstimulering i børnenes hverdag i stedet for at ekskludere dem fra fællesskabet og sætte sig i et rum i kælderen et par gange om ugen.

M.h.t. unge og voksne er det samme problematik. De bliver samlet i grupper, der har svært ved det i stedet for at inkludere dem i samfundet sammen med andre der taler godt dansk. Det er i samspil man udvikler sig og hvis det samtidig er med et fælles tredje, så er der større motivation for at lære sproget end ved at sidde i grupper og læse højt. F.eks. kan en ung mand have en stor interesse for motorcykler el. lign. Jamen, så skal han da være sammen med andre med samme interesse og i samspil med dem udvikle sit sprog uden at tænke over det :)

2.I teksten beskrives, at begrebet ”tosproget” i praksis synes at ”betegne mellemøstlige og muslimske børn, helt uafhængig af deres reelle sprogkompetencer”. Hvilken betydning kan det have? – Hvilken betydning kan det have for barnets videre opvækst?

I og med at de etniske minoriteter mere eller mindre udgør et nyt ”proletariat” i Danmark[1], er gruppen sat i bås, som en, end gennemsnittet, socialt lavere stillet gruppe. Når ”tosproget bruges i den forståelse, det i teksten beskrives, at det gør, virker betegnelsen ”tosproget”, som en mærkat. Barnet får fra lille af en mærkat, der indikerer et socialt status og ikke en mærkat, der siger noget om sprogkompetencer.

Den betydning, jeg tænker, det kan have for barnet er, at det ikke starter på lige fod med alle andre. Det ville svare til, at vi i praksis, kaldte børnene af fabriksarbejdere, for ”fabriksbørn”. Hvis vi havde en sådan kategorisering af børn alt afhængigt af socialt bagland, ville vi få et mere ulige samfund. Forældre ville måske vælge institutioner ud fra fordelingen af børn fra forskellige sociale status. Der jeg vil hen med det, er at det alt andet lige, gør det sværere for barnet at føle sig på lige fod med alle andre danskere også selvom det er dansk statsborger. Barnet vil i forvejen opleve kulturelle udfordringer i forhold til hjemme og omverden og, hvis vi oven i hatten kategoriserer barnet som en ”social taber” – groft sagt – tror jeg at det kan være meget svært at gå ind og bryde den sociale arv. Det siges jo, at man er, hvad andre forventer man er. Tror andre ikke på én, hvordan skal man så kunne tro på sig selv?

3.Hvilke årsager kan der være til at børn med anden etnisk baggrund bliver marginaliseret?

Jeg tror bl.a. det handler om, at de er meget anderledes end os selv og at vi derved har svært ved at interagere med dem. Og rent instinktivt, tror jeg at mennesker har tendens til at isolere det uidentificerbare, her ved marginalisering, da det gør os utrygge. Vi ved ikke hvordan vi skal håndtere de anderledes og derfor er det ”lettere” at udstøde dem og gøre dem til problemet i stedet for at se indad.

Ovenstående tror jeg også danner grundlag for mediernes fremstilling af folk med anden etnisk baggrund. Og den magt medierne har på den generelle dansker er kolossal. Derfor er medierne i den grad også med til at marginalisere de etniske danskere.

4.Hvordan kan det være at ”Noget tyder på, at meget af det pædagogiske arbejde, der retter sig mod sådanne udsatte børn, modsat hensigten kommer til at forstærke splittelsen.” Har I egne oplevelser?'

Der kan være flere årsager til, at man kan komme til at forstærke splittelsen. Den ene kan være, at børn mærker hvis man yder en ekstra indsats, af den ene eller den anden grund. Selve dét kan forværre splittelsen hvis man ikke er særlig opmærksom på, at barnet ikke, modsat hensigten, får tanken, ”Der må være/Er der noget galt med mig siden de voksne giver mig den ekstra opmærksomhed”.

Derudover kan der være en meget uhensigtsmæssig negativ forventning til etniske børn, hvilket ofte kun bekræfter den identificering der ubevidst pålægges det etniske barn, rent faktisk ”smitter” af på barnets selvopfattlse. (Sørensen; Dansk, kommunikation og kultur, s. 184)

5.Diskuter påstanden: ”Nogle forældre(af anden etnisk baggrund) har i forhold til forældresamarbejdet ikke de nødvendige kulturelle erfaringer til at indgå i institutionens liv”.

Forudsat ovennævnte negative holdning, vile denne påstand være meget korrekt, da mange etniske forældre, ikke har følt sig anerkendt af samfundet og de danske myndigheder. Deres eventuelle uddannelsesmæssige kompentecer, anerkendes ofte ikke i DK.(Sørensen, Dansk, kommunikation og kultur, s. 185). Denne diskriminerende holdning fra myndighedernes side, resulterer ofte i en følelse af ekslusion, hvorved lysten til at indgå i samfundet. Desværre bevirker disse forhold, at børnene vokser op i en kulturel grøft, hvor både forældrene og pædagoger/skole ikke forstår dem, eller kan se den splittelse børnene lever i.

6.Kan ungdomsårene være særlig problemfyldte for unge med anden etnisk baggrund end dansk?

Ja det kan bestemt være en turbulent periode for de unge med anden etnisk baggrund. De skal tage stilling til centrale valg for deres fremtid. De er midt i en identitets zone og skal derfor finde ud af hvem de er og hvor de hører til henne. De skal samtidig tage højde for deres anderledeshed. Det er også i denne periode hvor de unge er mest påvirket af udefra kommende kommentar. Forældrene står måske på den ene side og det omgivende samfund på den anden side.

Når de unge mennesker har fra barnsben fået sat ”perkeridentiteten” på sig, kan det være meget vanskeligt at gennemleve ungdomsårene, med identitetsdannelsen positivt. De unge holder sig væk fra diskotekerne og kommunale regi, på baggrund af at de føler de møder uvilje og mistænksomhed. De føler sig simpelthen ikke accepteret i det danske samfund. En normal reaktion på denne følelse af udstødelse, er at de etniske minoritetsunge finder sammen og for dannet et fællesskab. Disse fællesskaber kan desværre være med til at skubbe dem i den forkerte retning.

7.Kan der være særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til anbringelse af børn uden for hjemmet(børn med anden etniske baggrund)?

Anbringelse uden for hjemmet, f.eks. ved en plejefamilie, kan virkelig være en hård omgang for børn med anden etnisk baggrund, da de oftest bliver flyttet til en helt anden kulturel kontekst. Det er en anden slags opdragelse, end den de er van til, en anden slags mad der bliver serveret og der tales måske endda et helt andet sprog. Men det er de samme love der gør sig gældende i anbringelses sager, hvad end det er et dansk barn eller et barn med anden etnisk baggrund. Bliver et barn anbragt på en institution skal man være opmærksom på at vi ikke tvinger barnet til at tro på en anden tro end den de enlig har haft igennem de første år. Vi skal respektere familiernes krav om at de beholder deres religion (hvis det er det forældrene ønsker) vi skal derfor f.eks. være opmærksom på ramadanen og at vi respektere at spisetiderne foregår på et andet tidspunkt end normalt. Alt dette skal være et samarbejde mellem forældre, kommune og til dels børnene. 

Kulturmøder.

1.Læs teksten ”Kulturmødet i pædagogisk arbejde” og diskuter i gruppen, hvorfor vi skal beskæftige os med et emne som kulturmødet? Hvad er efter din opfattelse begrundelsen for, at vi skal beskæftige os med emnet?

Da selve kultur begrebet og definitionen af dette, er som mennesket, i vores tid en foranderlig størrelse. Om kultur betragtes som institution eller dimension, afhænger af om anskuelsen er antropologisk eller æstetisk. Jeg personligt ser kultur ud fra et antropologisk perspektiv, hvorimod personer der er langt mere traditionsbundne, nok har tendens til at se kulturen som et æstetisk begreb. Grunden til at pædagoger skal beskæftige sig med emnet, er bla. indsigt. Indsigt i kultur på kryds og tværs, giver sammen med vores faglige kompetencer, mulighed for, at være forbillede og støtte for vores borgeres/børns kulturelle opfattelse -og identitetsdannelse. Som pædagog, mener jeg det er en vigtig faktor, at vi så vidt som muligt ikke lader vores egen kulturopfattelser smitte af i vores arbejde. At være så neutral som muligt, og tage udgangspunkt i borgerens/barnets holdning. Med det sagt, synes jeg at det er vigtigt, at man holder fast ved sine værdier, så længe de er hensigtsmæssige at bruge. Humlen i det hele er, at kunne ”skabe mening sammen”, at hjælpe med brobygningen mellem indre og ydre virkelighed. -Således det ”mig” man som pædagog hjælper med at skabe, giver mening for borgeren/barnet i forhold til deres omverden.

2. Hvilke personlige ønsker har du for arbejdet med emnet ”Kulturmøde”. F.eks. hvilken målgruppe har især din interesse:
Min interesse ligger i målgruppen 13-18-årige udsatte/anbragte børn. Det at skabe sin egen-kultur og identitetsdannelse i den alder, set i lyset at nutiden krav, muligheder osv. for de unge, har altid lagt mig meget nær at ville arbejde med. Jeg har på frivillig basis haft rigtig meget med unge af anden etnisk herkomst at gøre, men også med dansk etniske unge. Om man er dansk etnisk eller ej, er kernebegreber som følelsen af diskrimination, inklusion og ekslusion, noget de alle kommer til at gennemleve, af den ene eller den anden årsag. -Dette er noget der påvirker deres sociale og kulturelle liv og rører ved deres egenopfattelse, der i forvejen er under intens justeringsprocess. En process der i den unge skaber og udtrykker deres eget ”jeg”.

3. Beskriv eksempler på kulturmøder fra jeres egen hverdag i en institution. Det kan være fra praktik eller arbejdssted. Desuden kan det være lige fra forældresamtalen til unge, som har brug for en særlig indsats - f.eks.:

I forbindelse med forældre-samtale med psykolog vedr. et barn der muligvis har en form for DAMP, er det vigtig at vi som pædagoger, er dygtige til at gøre os forståelige og møde forældrene med en positiv attitude, men frem for alt, lader forældrene vide at man er der for den unges skyld og ikke for at være dømmende. Derfor kan det skabe problemer hvis vi bruger for mange billedord eller ironi/overført betydning. Dette kan skabe kommunikative vanskeligheder og misforståelser. Dette handler meget om sprog og kommunikation, men forståelsen af den unges kultur og baggrund, er efter min mening forudsætning for kommunikation.

4. Kan I nævne sammenhænge, hvor kulturforskelle har/kan virke hindrende for den pædagogiske faglighed? F.eks.: Hvilke ”klassiske faldgruber” ser I, i kulturmødet mellem pædagog og forældre af anden etnicitet?

Fordomme og gensidig mistanke om uvidenhed omkring kulturforståelse, livsanskuelser osv. er en normal faldgrube i mange sammenhænge.

5.Kan/bør kulturforskelle være hindrende for den pædagogiske faglighed?

Kulturforskelle bør anses for at være grobund for en fælles interesse i, at udvikles, både i vores arbejde, men også i vores personlige udvikling der derved også styrker vores faglige kompetencer.