aktivitet 2 kulturmøder ( min besvarelse: spørgsmål 4 & 5)

1.Hvilke problematikker ser I i, at sprogudvikling har været/er så højt prioriteret i forhold til børn, unge voksne med anden etnisk baggrund end dansk?

Jeg kan godt forstå, at der er grund til at have et stort fokus på sprogudvikling hos børn med anden etnisk baggrund end dansk, da der, siden 1999 og 2003, hvor det blev en forpligtigelse at ”tosprogede” børn skulle modtage sprogstimulering, er kommet succes ud af det. Flere børn har en lettere overgang til skole og kan følge med fra starten. Når det så er sagt, er det igen med til at dele børnene op. Rigtig mange børn starter i børnehave sammen og fortsætter derefter i skole sammen. Hvis de fra børnehaven allerede er ”den gruppe”, der går til ekstra sprogundervisning, er de en smule ekskluderet. Hvis man i børnehave derimod kunne lave noget leg med sprog i forbindelse med samling før middag f.eks., hvor alle blev inkluderet og det blev en mere naturlig sprogstimulation i samspil med de andre børn, ville det virke anderledes. Derudover, er der også samspillet med de voksne, hvor sproget stimuleres. Samtale?.… kunne det foregå mens man spiller bold med Mahmoud? Tror man skal integrere sprogstimulering i børnenes hverdag i stedet for at ekskludere dem fra fællesskabet og sætte sig i et rum i kælderen et par gange om ugen.

M.h.t. unge og voksne er det samme problematik. De bliver samlet i grupper, der har svært ved det i stedet for at inkludere dem i samfundet sammen med andre der taler godt dansk. Det er i samspil man udvikler sig og hvis det samtidig er med et fælles tredje, så er der større motivation for at lære sproget end ved at sidde i grupper og læse højt. F.eks. kan en ung mand have en stor interesse for motorcykler el. lign. Jamen, så skal han da være sammen med andre med samme interesse og i samspil med dem udvikle sit sprog uden at tænke over det :)

2.I teksten beskrives, at begrebet ”tosproget” i praksis synes at ”betegne mellemøstlige og muslimske børn, helt uafhængig af deres reelle sprogkompetencer”. Hvilken betydning kan det have? – Hvilken betydning kan det have for barnets videre opvækst?

I og med at de etniske minoriteter mere eller mindre udgør et nyt ”proletariat” i Danmark[1], er gruppen sat i bås, som en, end gennemsnittet, socialt lavere stillet gruppe. Når ”tosproget bruges i den forståelse, det i teksten beskrives, at det gør, virker betegnelsen ”tosproget”, som en mærkat. Barnet får fra lille af en mærkat, der indikerer et socialt status og ikke en mærkat, der siger noget om sprogkompetencer.

Den betydning, jeg tænker, det kan have for barnet er, at det ikke starter på lige fod med alle andre. Det ville svare til, at vi i praksis, kaldte børnene af fabriksarbejdere, for ”fabriksbørn”. Hvis vi havde en sådan kategorisering af børn alt afhængigt af socialt bagland, ville vi få et mere ulige samfund. Forældre ville måske vælge institutioner ud fra fordelingen af børn fra forskellige sociale status. Der jeg vil hen med det, er at det alt andet lige, gør det sværere for barnet at føle sig på lige fod med alle andre danskere også selvom det er dansk statsborger. Barnet vil i forvejen opleve kulturelle udfordringer i forhold til hjemme og omverden og, hvis vi oven i hatten kategoriserer barnet som en ”social taber” – groft sagt – tror jeg at det kan være meget svært at gå ind og bryde den sociale arv. Det siges jo, at man er, hvad andre forventer man er. Tror andre ikke på én, hvordan skal man så kunne tro på sig selv?

3.Hvilke årsager kan der være til at børn med anden etnisk baggrund bliver marginaliseret?

Jeg tror bl.a. det handler om, at de er meget anderledes end os selv og at vi derved har svært ved at interagere med dem. Og rent instinktivt, tror jeg at mennesker har tendens til at isolere det uidentificerbare, her ved marginalisering, da det gør os utrygge. Vi ved ikke hvordan vi skal håndtere de anderledes og derfor er det ”lettere” at udstøde dem og gøre dem til problemet i stedet for at se indad.

Ovenstående tror jeg også danner grundlag for mediernes fremstilling af folk med anden etnisk baggrund. Og den magt medierne har på den generelle dansker er kolossal. Derfor er medierne i den grad også med til at marginalisere de etniske danskere.

4.Hvordan kan det være at ”Noget tyder på, at meget af det pædagogiske arbejde, der retter sig mod sådanne udsatte børn, modsat hensigten kommer til at forstærke splittelsen.” Har I egne oplevelser?'

Der kan være flere årsager til, at man kan komme til at forstærke splittelsen. Den ene kan være, at børn mærker hvis man yder en ekstra indsats, af den ene eller den anden grund. Selve dét kan forværre splittelsen hvis man ikke er særlig opmærksom på, at barnet ikke, modsat hensigten, får tanken, ”Der må være/Er der noget galt med mig siden de voksne giver mig den ekstra opmærksomhed”.

Derudover kan der være en meget uhensigtsmæssig negativ forventning til etniske børn, hvilket ofte kun bekræfter den identificering der ubevidst pålægges det etniske barn, rent faktisk ”smitter” af på barnets selvopfattlse. (Sørensen; Dansk, kommunikation og kultur, s. 184)

5.Diskuter påstanden: ”Nogle forældre(af anden etnisk baggrund) har i forhold til forældresamarbejdet ikke de nødvendige kulturelle erfaringer til at indgå i institutionens liv”.

Forudsat ovennævnte negative holdning, vile denne påstand være meget korrekt, da mange etniske forældre, ikke har følt sig anerkendt af samfundet og de danske myndigheder. Deres eventuelle uddannelsesmæssige kompentecer, anerkendes ofte ikke i DK.(Sørensen, Dansk, kommunikation og kultur, s. 185). Denne diskriminerende holdning fra myndighedernes side, resulterer ofte i en følelse af ekslusion, hvorved lysten til at indgå i samfundet. Desværre bevirker disse forhold, at børnene vokser op i en kulturel grøft, hvor både forældrene og pædagoger/skole ikke forstår dem, eller kan se den splittelse børnene lever i.

6.Kan ungdomsårene være særlig problemfyldte for unge med anden etnisk baggrund end dansk?

Ja det kan bestemt være en turbulent periode for de unge med anden etnisk baggrund. De skal tage stilling til centrale valg for deres fremtid. De er midt i en identitets zone og skal derfor finde ud af hvem de er og hvor de hører til henne. De skal samtidig tage højde for deres anderledeshed. Det er også i denne periode hvor de unge er mest påvirket af udefra kommende kommentar. Forældrene står måske på den ene side og det omgivende samfund på den anden side.

Når de unge mennesker har fra barnsben fået sat ”perkeridentiteten” på sig, kan det være meget vanskeligt at gennemleve ungdomsårene, med identitetsdannelsen positivt. De unge holder sig væk fra diskotekerne og kommunale regi, på baggrund af at de føler de møder uvilje og mistænksomhed. De føler sig simpelthen ikke accepteret i det danske samfund. En normal reaktion på denne følelse af udstødelse, er at de etniske minoritetsunge finder sammen og for dannet et fællesskab. Disse fællesskaber kan desværre være med til at skubbe dem i den forkerte retning.

7.Kan der være særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til anbringelse af børn uden for hjemmet(børn med anden etniske baggrund)?

Anbringelse uden for hjemmet, f.eks. ved en plejefamilie, kan virkelig være en hård omgang for børn med anden etnisk baggrund, da de oftest bliver flyttet til en helt anden kulturel kontekst. Det er en anden slags opdragelse, end den de er van til, en anden slags mad der bliver serveret og der tales måske endda et helt andet sprog. Men det er de samme love der gør sig gældende i anbringelses sager, hvad end det er et dansk barn eller et barn med anden etnisk baggrund. Bliver et barn anbragt på en institution skal man være opmærksom på at vi ikke tvinger barnet til at tro på en anden tro end den de enlig har haft igennem de første år. Vi skal respektere familiernes krav om at de beholder deres religion (hvis det er det forældrene ønsker) vi skal derfor f.eks. være opmærksom på ramadanen og at vi respektere at spisetiderne foregår på et andet tidspunkt end normalt. Alt dette skal være et samarbejde mellem forældre, kommune og til dels børnene. 

Kulturmøder.

1.Læs teksten ”Kulturmødet i pædagogisk arbejde” og diskuter i gruppen, hvorfor vi skal beskæftige os med et emne som kulturmødet? Hvad er efter din opfattelse begrundelsen for, at vi skal beskæftige os med emnet?

Da selve kultur begrebet og definitionen af dette, er som mennesket, i vores tid en foranderlig størrelse. Om kultur betragtes som institution eller dimension, afhænger af om anskuelsen er antropologisk eller æstetisk. Jeg personligt ser kultur ud fra et antropologisk perspektiv, hvorimod personer der er langt mere traditionsbundne, nok har tendens til at se kulturen som et æstetisk begreb. Grunden til at pædagoger skal beskæftige sig med emnet, er bla. indsigt. Indsigt i kultur på kryds og tværs, giver sammen med vores faglige kompetencer, mulighed for, at være forbillede og støtte for vores borgeres/børns kulturelle opfattelse -og identitetsdannelse. Som pædagog, mener jeg det er en vigtig faktor, at vi så vidt som muligt ikke lader vores egen kulturopfattelser smitte af i vores arbejde. At være så neutral som muligt, og tage udgangspunkt i borgerens/barnets holdning. Med det sagt, synes jeg at det er vigtigt, at man holder fast ved sine værdier, så længe de er hensigtsmæssige at bruge. Humlen i det hele er, at kunne ”skabe mening sammen”, at hjælpe med brobygningen mellem indre og ydre virkelighed. -Således det ”mig” man som pædagog hjælper med at skabe, giver mening for borgeren/barnet i forhold til deres omverden.

2. Hvilke personlige ønsker har du for arbejdet med emnet ”Kulturmøde”. F.eks. hvilken målgruppe har især din interesse:
Min interesse ligger i målgruppen 13-18-årige udsatte/anbragte børn. Det at skabe sin egen-kultur og identitetsdannelse i den alder, set i lyset at nutiden krav, muligheder osv. for de unge, har altid lagt mig meget nær at ville arbejde med. Jeg har på frivillig basis haft rigtig meget med unge af anden etnisk herkomst at gøre, men også med dansk etniske unge. Om man er dansk etnisk eller ej, er kernebegreber som følelsen af diskrimination, inklusion og ekslusion, noget de alle kommer til at gennemleve, af den ene eller den anden årsag. -Dette er noget der påvirker deres sociale og kulturelle liv og rører ved deres egenopfattelse, der i forvejen er under intens justeringsprocess. En process der i den unge skaber og udtrykker deres eget ”jeg”.

3. Beskriv eksempler på kulturmøder fra jeres egen hverdag i en institution. Det kan være fra praktik eller arbejdssted. Desuden kan det være lige fra forældresamtalen til unge, som har brug for en særlig indsats - f.eks.:

I forbindelse med forældre-samtale med psykolog vedr. et barn der muligvis har en form for DAMP, er det vigtig at vi som pædagoger, er dygtige til at gøre os forståelige og møde forældrene med en positiv attitude, men frem for alt, lader forældrene vide at man er der for den unges skyld og ikke for at være dømmende. Derfor kan det skabe problemer hvis vi bruger for mange billedord eller ironi/overført betydning. Dette kan skabe kommunikative vanskeligheder og misforståelser. Dette handler meget om sprog og kommunikation, men forståelsen af den unges kultur og baggrund, er efter min mening forudsætning for kommunikation.

4. Kan I nævne sammenhænge, hvor kulturforskelle har/kan virke hindrende for den pædagogiske faglighed? F.eks.: Hvilke ”klassiske faldgruber” ser I, i kulturmødet mellem pædagog og forældre af anden etnicitet?

Fordomme og gensidig mistanke om uvidenhed omkring kulturforståelse, livsanskuelser osv. er en normal faldgrube i mange sammenhænge.

5.Kan/bør kulturforskelle være hindrende for den pædagogiske faglighed?

Kulturforskelle bør anses for at være grobund for en fælles interesse i, at udvikles, både i vores arbejde, men også i vores personlige udvikling der derved også styrker vores faglige kompetencer.